Min spinat sået i rækker i to majsbede som forkultur spirede rigtig dårligt i den kolde april. De kom kun godt der, hvor der var ekstra god læ i enden af bedet op mod skvalderkålen. I begge bede havde jeg høstet til salatskålen løbende. Inden udplantning af majs blev der i hvert bed høstet 1,1 kg flotte spinatblade og de fleste planter blev fjernet – de var ved at gå i stok.
I bedet med rosenkål havde jeg bredsået spinat som forafgrøde – jeg kom til at købe et kæmpeportion spinatfrø (Matador) fra Trifolium Frø. De kostede kun 41 kr for 250 g (ikke økologiske), og det gav lyst til at drysse ud over et helt bed. Her plukkede jeg en ret stor portion, da jeg ryddede plads til at plante rosenkål ud i dækket med spinatplanterne. Den anden dag blev flere planter fjernet, nogle af rosenkålene var ved at forsvinde mellem spinatblade. Og de, der ikke blev fjernet, blev skalperet. En del måtte fjernes helt, da de var på vej i stok. Her blev høstet 2,2 kilo spinatblade.
Vægten er netto. Bladene hiver jeg af, så stilken bliver siddende på planten, evt. også den grove del af midterribben i bladet. Jeg synes det er både lettere og sjovere at gøre det ude end at stå inde i køkkenet med det bagefter
Alt i alt gav det efter blanchering 12 poser spinat a ca. 250 g + spinat til en tærte med spinat i.
Ikke helt nok til vinterforbrug, men der bliver bredsået noget mere spinat sidst på sommeren – der er mange frø endnu.
Der er skrevet 6 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.
Her kan du logge ind med din adgangskode til Havelyst.dk. Er du endnu ikke oprettet som bruger og har modtaget dine adgangsoplysninger, kan du gøre det her.
Du er ikke logget ind. Log ind