Dette smukke syn er en del af mit krydderurtebed, hvor de frostfølsomme krydderurter skal plantes ud, når de blå er visnet. Mælkebøtterne nænner jeg ikke at fjerne – de sætter det blå i relief. Og i øvrigt vælter planterne, hvis jeg bare tænker på at luge i bedet.
I en lille prydhave gælder det om at få planterne til at følge efter hinanden. Mellem de små klippede buskbom har der været helt hvidt af vintergækker – lige nu perlehyacinter bagved. Under forglemmigej’erne er der flere hosta på vej op, der kommer en yndig lyserød storkenæb og en gul dobbelt ranunkel.
Bonderosen er på få dage skudt op og har foldet sig ud til en stor og frodig plante. Inden da var det de blå forglemmigej, der dominerede.
Juleroserne og diverse primula er ved at være forbi, snart kommer sibirisk iris, akeleje og studenternellike. Men lige nu er bedet bare så smukt og blåt.
I min have er der hjørner og kroge, som aldrig når til at komme rigtig under kultur. Her er der lige nu meget smukt med forglemmigej og mælkebøtte, og her sværmer de flotte Aurora sommerfugle lige nu og finder føde i de gule blomster.
Porrebedet med nogle få porrer tilbage er så flot lige nu – helt vokset til med grønne planter, mælkebøtter og forglemmigej. Det skal ryddes nu – måske er der porrer til aftensmaden. Og helt sikkert en meget finere jord end i et bart bed.
Jeg har altid forglemmigej i krukker inden sommerblomster kommer sidst i maj. I år har de fået selskab af lidt minipåskeliljer. Planterne har jeg i øvrigt hentet i porrebedet lige inden påske.
Jeg læste i går Karens indlæg om hendes smukke kompostbunke med forglemmigej, og det har inspireret mig til lige at tage en række billeder af min blå have, som jeg holder så uendelig meget af. Den er bare så flot lige nu.
Jeg tror ikke, at jeg kan få nok af forglemmigej, og de må hjertens gerne så sig alle mulige vegne. Herregud om en god uge er de væk, og de er ikke så kompakte, at de tager livet af andre planter.
Når de er afblomstrede strør jeg planterne ud de steder, hvor der skal komme nye næste år. Så kan de ligge og visne og smide frø. Ingen af dem er indtil nu nået til kompostbunken, men måske i år – for at gøre den smuk. I forvejen pynter de i havens mere vilde kroge, hvor også mælkebøtten er lidt fredet lige nu, hvor Aurora sommerfuglene besøger den.
Men det gælder jo om at turde slippe en plante løs i haven.
Der er skrevet 8 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.
Indtast venligst den e-mailadresse, som du er oprettet med her på siden, og klik på Opret ny adgangskode. Vi sender dig derefter en e-mail-besked med instrukser.
Du er ikke logget ind. Log ind