Det store løg er estisk slangehvidløg. Det mindre har jeg ikke sortsnavn på. Det er pænt store fed, men jeg tog ikke de allerstørste til at fotografere og veje.
Det er nogle store flotte hvidløg – sammenlignet med en lille tændstikæske.
Min mand tog lige et billede af den favnfuld hvidløg, som jeg kom op i gården med.
Store og flotte estiske slangehvidløg på trods af rustangreb på blade og stilk.
De estiske slangehvidløg havde stadig grønne blade, så de kune antagelig godt have stået lidt længere inden høst.
Her hænger høsten af min anden sort af slangehvidløg under tagudhænget på udhustaget.
Da jeg klippede to løg af til fotografering, kunne jeg se, at jeg nok har høstet det estiske slangehvidløg lidt for tidligt – det er stadig saftigt grønt inde i stænglen.
Smukke store fed af estisk slangehvidløg.
Denne ukendte sort har fed med et meget smukt rødt ydre.
Feddene af et estisk slangehvidløg til venstre vejer ialt 80 g, mens de røde fed af den anden sort kun vejer 50 g.
Vi fik nogle regnbyger i går, men det meste trak lige nøjagtig øst for os. Hvor ærgerligt at kunne stå og se og høre tordenbygerne, mens solen begyndte at skinne her.
Jeg tog i går alle mine slangehvidløg op herhjemme i haven. Jeg har to slags. Estisk slangehvidløg og en anden sort, som jeg ikke kender navnet på. Estisk slangehvidløg giver de største løg, men er også en kraftigere og større plante.
Jeg valgte at høste dem, da jeg havde fundet et par stykker af sorten uden navn, hvor hinderne var begyndt at gå i opløsning. Måske kunne jeg godt have ventet lidt længere med at høste de estiske slangehvidløg, da toppen stadig er grøn. Men løgenes rødder var ved at give slip – de var også ved at blive brunlige, og løgene var lette at rykke op. Så jeg valgte at tage dem nu, da de skal kunne gemmes helt frem til foråret, så det er vigtigt, at »indpakningen« er intakt. Desuden har jeg sået bl.a. grønkål mellem rækkerne, og de står som kimplanter og har godt af alt det vand og lys, de kan få fra nu af.
Jeg nåede lige akkurat at få alle hvidløgene op, inden de første regnbyger kom. Det blev ikke til superbilleder, da de blev taget i hast, mens regndråberne begyndte at falde.
Jeg er virkelig godt tilfreds med løgstørrelse i år, men de er også blevet passet med både vand og gødning. De store løg består af kun 4–6 fed, så det er nogle ordentlige moppedrenge. Ikke noget med at stå og pille en masse små fed for at få til en gang hvidløgsbønner.
Se i øvrigt debat om høsttidspunkt af estisk slangehvidløg under Claras kolonihave i artiklen Estisk slangehvidløg. Vi er i hvert fald tre, som dyrker den i år.
Der er skrevet 8 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.
Her kan du logge ind med din adgangskode til Havelyst.dk. Er du endnu ikke oprettet som bruger og har modtaget dine adgangsoplysninger, kan du gøre det her.
Du er ikke logget ind. Log ind