Jorden var bare så dejlig i går morges efter regnen. Lige til at kultivere igennem og løsne i alle grønsagsbedene her hjemme i haven.
I grønsagsmarken var lerjorden stadig til den lidt klistrede side ved 14-tiden, men jeg havde besluttet at vove det ene øje og så vintergulerødder. Det gik lige nøjagtig at køre jorden igennem med hjulhakken, så udkrudtet blev væltet inden såning. Men hjulet fik et 2 cm tykt »dæk« af lerjord, inden jeg var færdig. Jorden var lige tilpas til at så i – så nu håber jeg bare, at de når at spire, inden jorden tørrer ud. Jeg vandede i sårillerne, på trods af at jorden var godt fugtig. Her til aften kunne meterologerne så berette, at vi vil få op mod 30° varme i weekenden og ingen regn i sigte. Så nu er det bare at krydse fingre. Godt jeg ikke vidste det i morges – så var de måske ikke blevet sået.
Da klokken var 17 var lerjorden riveklar, og jeg gik i gang med at rive lerknolde ud på de arealer, hvor der skal sås bønner, et nyt hold ærter og plantes squash og græskar ud. Da kl. var 19, var mine arme meget lange og trætte. Og knoldene var næsten ikke til at rive pænt ud mere. Det fortæller noget om, hvor få timer en lerjord kan bearbejdes. Arealet til udplantning af porrer og majs nåede jeg ikke at rive, så det må jeg se, hvad jeg kan gøre ved.
Du er ikke logget ind. Log ind