Vindskader i have og grønsagsmark

Karna Maj, 28. juni 2007

Jeg kan ikke huske, at det har regnet så massivt så længe og med så vildt et blæsevejr. Ja, der blæste næsten med stormstyrke her på Vestlolland. Der var i hvert fald intet, der mindede om, at det her foregik den 27. juni – det var mere som en væmmelig novemberstorm.

Jeg havde været ude i det vilde blæse- og regnvejr og plukke hindbær, hente kartofler, løg og gulerødder, så jeg havde set, at planterne lå hulter til bulter og nogle var knækkede. Jeg turde slet ikke tænke på, hvordan alle grønsagerne på den åbne grønsagsmark så ud, her er der næsten frit spil for vestenvinden.

Her til morgen skinnede solen, og jeg tog mod til mig til at bese min have, som vel at mærke er omgivet af store træer og høje hække, så her er normalt rigtig god læ.

Alle træer stod der. Et øjeblik troede jeg, at toppen af Opal blommetræet var knækket af, men da jeg kom derhen, kunne jeg konstatere, at det ikke var tilfældet – de fleste blade var »bare« revet af topgrenene. Hele haven var oversået af blade og en stor mængde æbler og blommer. Men der var ingen grund til at glæde sig over, at der var blevet tyndet ud i de alt for mange frugter, for der manglede en tilsvarende mængde blade, så der skal alligevel tyndes ud.

Rabarberblade var knækkede, de smukke bladselleri i blomst lå vandret, men svirrefluerne var stadig glade for blomsterne. Et par tomatstængler var knækket – godt at jeg har to hovedstammer med op på hver tomatplante på friland. Det værste var næsten, at fiberdugen over mine tidlige gulerødder var blæst af efter mørkets frembrud, så her var planterne, som slet ikke er vant til blæst, noget medtagne. En stor natlys i blomst var knækket helt nede ved jorden.

Men det var intet at regne for det syn, der mødte os, da vi inspicerede grønsagsmarken, som ligger åben mod nord og vest, og hvor der kun er et nyplantet lavt hegn rundt om de 1400 m² med grønsager. Alt var lagt ned mod jorden – der var ingen tvivl om, hvor vinden var kommet fra. Alt lå ned mod jorden i en retning – fra vest mod øst – og i en vinkel på ca. 30°.

Jorden var så våd, at den gyngede, når jeg gik på den, men jeg var nødt til lige at tage en rundtur. Billedserien viser tydeligt, at de mere sarte planter har taget skade. Men mon ikke de trods alt overlever. Men det gør virkelig ondt at se mine planter, som jeg har kælet for i dyrkningen, se sådan ud.