Her to tomatplanter af sorten Bell Star – de er sået og pottet op samme dag. Den store har været inde de mest kolde nætter og ellers dækket om natten under bue med to lag fiberdug. Den lille har stået frit i drivhuset. Den er gået i vækststandsning og den blev derfor ikke pottet om fredag, men kasseres nu – den har kuldestress.

Planten er i god vækst, men for lidt lys på de dage, hvor den havde stuearrest på grund af udetemperaturer og overskyet vejr, har givet lidt lang vækst. Den er i knop.

Tomater og kulde

Karna Maj, 17. maj 2010

Nu kan vi åbenbart se enden på de helt lave nattemperaturer, og foråret er endelig på vej.

Måske skulle vi nu skrive vore gode og dårlige erfaringer ned om tomaterne i de kolde drivhuse.

Jeg har båret mine tomater ind, når nætterne har været under 5° C, og de har i to omgange været inde i flere døgn, hvor dagtemperaturen har været under 8° C, og det har været massivt overskyet vejr. Hvis der har været sol og dagen, og natten ikke så ud til at komme under de 5° C, er tomaterne blevet i drivhuset med to lag fiberdug over. Når drivhuset har været varmet op af solen i dagens løb, har der været varme nok i jorden til at holde temperaturen over de 8° C.

Drivhustomaterne har en lidt lang vækst, som man kan se på billedet, men planterne har det godt, selv om de stod i mindre potter helt til i fredags. Når jeg først plantede i større potter ville det være urealistisk af bære dem indenfor om natten. De har til gengæld fået flydende gødning i nødvendig mængde. De er plantet om i potter, som ikke var så meget større, da jeg regnede med, at de hurtigt skal plantes ud – og det ser jo ud til at holde stik. Nu skal rødderne bare nå at gennemvokse potten godt, inden jeg kan plante ud, ellers beskadiges de nydannede rødder let. Det er min plan at plante dem 15 cm dybere for at få 1. klase langt nok ned. Der er knopper i tomatplanterne til drivhuset, enkelte udsprungne blomster i dag. De er sået først i marts.

Krukketomaterne, som er busktomater af sorten Tumbler, har det rigtig godt med masser af sideskud, og de har blomstret i en uges tid. De er sået først i marts.

Tomaterne til friland af sorten Bell Star er i fredags blevet omplantet til lidt størrre potter, og de havde egentlig godt kunnet vente nogle dage, da rødderne først lige var ude ved potten. De har ikke været inde helt lige så meget som drivhustomaterne, her har jeg satset nogle aftener og ladet dem stå.

Der var dog en Bell Star tomatplante, som jeg ikke ofrede omplantning på. Den kommer på komposten, efter at den er blevet fotograferet. Den har været forsøgsplante og har stået alle nætter uden dække i drivhuset, siden de blev pottet op. Se billedet af den ved siden af en af de forkælede, som har været inde de mest kolde dage/nætter og ellers har været dækket om natten i drivhuset. Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke har lavet flere graduationer over kuldeudsættelsen. De er sået 1. april inde i vindueskarmen.

Jeg vil meget gerne høre om andres erfaringer – det er jo meget arbejde at bære dem ud og ind. Det ville jo være godt at vide, om det er arbejdet værd, eller om det går med mindre nursing.

Læs mere om:

Der er skrevet 16 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.

Opret ny adgangskode

Indtast venligst den e-mailadresse, som du er oprettet med her på siden, og klik på Opret ny adgangskode. Vi sender dig derefter en e-mail-besked med instrukser.

E-mailadresse:

Du er ikke logget ind.  Log ind