Jorden er klar til at sætte stikløg

Stikløg klar til at sætte. Jorden i den her ende af bedet var fin nok at bearbejde.

En aftenstjerne får lov til at stå i løgbedet

I den ende af bedet, hvor det lille udhus kaster skygge, var jorden ikke helt god nok, men det gik lige. Her stod denne fine selvsåede aftenstjerne. Den fik lov til at stå. Jeg er ved at vænne mig til navnet aftenstjerne – jeg har altid kaldt den natviol, men det er faktisk en anden plante.

Et lille stikløg i den fugtige jord

Der er noget næsten ydmygt over sådan et lille løg, der bliver sat ned i jorden. I mandags satte jeg løg sammen med mit barnebarn Emilie på 4 år i hendes lille have. Hun kunne fint vende løgene med den rigtige ende opad, efter bare at have fået det vist én gang.

Overvintrede løg på friland

Den forreste række er overvintrende løg sat 9. oktober. Der er tre rækker stikløg og 2 rækker hvidløg i bedet.

Overvintrede løg i potter i drivhus

De to potter med overvintrede løg i drivhuset. De bliver snart flyttet udenfor.

Tidlige løg står højt på ønskelisten

Karna Maj, 16. april 2008

Jeg har stadig en kurvfuld store zittauerløg og lidt skalotteløg tilbage. Og så er der selvfølgelig kassen med skalotteløg, som skal sættes om få dage.

Zittauerløgene er nu begyndt at spire, så inden længe er vi uden egne løg. Skalotteløgene plejer dog at kunne bruges i hvert fald frem til starten af maj. Men fra maj kan vi blive nødt til at købe løg.

Derfor står tidlige løg højt på min ønskeliste. De helt nye løg er virkelig en delikatesse, som vi glæder os til. Jeg regner med at høste de første nye løg omkring 1. juni. Det er de løg, som blev sat i oktober som stikløg. Jeg har to potter med en lille snes stående i drivhuset, som vil være de første. Efterårsstikløgene er sat dels i et bed i min have, dels i grønsagsmarken. Desværre med et lidt dårligt resultat, på trods af at vi har haft en mild vinter. Der er vel godt halvdelen, som har spiret og overlevet vinteren. Tidligere kunne jeg købe dem først i september i min lokale frøbutik, og da gik overvintringen bedre. Men den er lukket nu, og fra Solsikken kan jeg først få dem først i oktober. De blev sat 9. oktober. Men overleverne står og vokser godt i øjeblikket.

I fredags satte jeg et bed med stikløg hjemme i min have – for at få flere løg tidligt. Samtidig blev hullerne i rækkerne med efterårsstikløg fyldt ud.

Jorden i min grønsagsmark er ikke blevet kultiveret endnu. Jorden skal først være lidt mere tør, og landmanden sår stadig marker til på fuld tid, så der går nok nogle dage endnu. Men jeg vil meget gerne snart have de 3 kg stikløg i jorden, så de kan nå at blive pænt store. De behøver dog ikke at blive lige så store som sidste år, hvor det var vanskeligt at få dem tørret tilstrækkeligt. Så jeg sætter dem lidt tættere i år.

Du er ikke logget ind.  Log ind