I dag blev de sidste cherrytomater høstet på krukketomaterne i gården. Der var få grønne og orange tilbage, en del fine røde og desværre også mange revnede røde på grund af nedbør.
Krukkerne fik lidt mere jord, eller rettere sagt godt omsat kompost, hvorefter der blev sået spinat, namenia, tat soi, pak choi og endda lidt brøndkarse, som jeg aldrig har sået på den her årstid.
Men hvorfor ikke se, om brøndkarse vil spire først i september. Hvis det lykkes, bliver det spændende at se, om den overhovedet vil vokse i efteråret. En årstid med masser af regn, som bør passe den bedre end sommer. Måske overvintrer den – den er jo flerårig. Det er den slags tossede forsøg, som jeg synes gør havedyrkning sjovt. Måske er det et skud i tågen.
Hovedformålet med såningen er dels at få flotte, frodige grønne krukker i gården i efteråret, dels at kunne høste bladgrønt lige uden for køkkendøren, hvor jeg kan se at høste i lyset fra gårdlampen, hvis jeg har glemt at hente lidt bladgrønt til pynt eller salatskål.
Du er ikke logget ind. Log ind