Der er lagt klar plast over i alt tre bede. To til tidlige kartofler og et til tidlige sommergulerødder. Haven ser godt nok trist ud efter så mange måneders vinter. Men det er dejligt bare at komme lidt i gang derude

Plast over bede til tidlige kartofler og gulerødder

Karna Maj, 10. marts 2011

Søndag den 6. marts fik jeg lagt klar plast over to bede til tidlige kartofler og et bed til tidlige gulerødder. På to af bedene var der stadig lidt sne.

Det lange bed til kartoflerne fik to trillebørfulde kompost og lidt lupingødning, som blev revet ned i komposten. Gulerodsbedet fik to trillebør kompost. Det sidste bed til kartofler fik ikke kompost – det var totalt frosset, og der var orm i komposten, som ikke ville kunne komme ned i jorden, inden nattefrosten satte ind. Komposten er ren plantekompost, så ikke speciel kvælstofholdig. Derfor tilfører jeg ekstra gødning til kartoflerne. I øvrigt var kompostbunken kun tøet op på sydsiden.

Mit sædskifte viste sig hensigtsmæssigt på en uventet måde. Rodfrugterne skal være efter kål, og med nul oprydning efter vinteren, så lå den klare plast fra efterårsdækket over hvidkålene mod nattefrost der stadig. Det var bare at lægge plasten pænt ud over bedet – endog murstene lå stadig på gangene rundt om bedet klar til brug. Vinteren havde taget livet af kålstokkene, så resterne lige kunne rives sammen – ingen kamp for at hive/grave dem op i år.

Kartoflerne er spirede og klar til at lægge, så snart foråret kommer, og jorden under plasten bliver lun nok. De to tidlige sorter var faktisk spirede, da jeg hentede dem oppe på 1.salen, hvor der ikke har været varme på, men ca. 5° C i vintermånederne. Nu er de sat ned ved ca. 12–15° C, så også de sene kan spire.

Jeg har i øvrigt lige købt nogle meget fine økologiske læggekartofler i min lokale Kvickly. Tre poser for 50 kr – det blev Sofie, Sava og Ditta.

Jeg skal have lidt flere kartofler i år. Det er for surt at skulle købe kartofler allerede i februar, for kvaliteten på de økologiske købekartofler er godt nok dårlig i forhold til mine egne. Skrællen ser også så mystisk ud, at jeg ikke tør komme den i kompost.

Der er skrevet 5 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.

Log ind

Her kan du logge ind med din adgangskode til Havelyst.dk. Er du endnu ikke oprettet som bruger og har modtaget dine adgangsoplysninger, kan du gøre det her.

Brugernavn:

Du er ikke logget ind.  Log ind