Spidskålene var ellers så fine, men her har dagens sol og vind givet slappe blade – rødderne har ikke kunnet skaffe vand nok.
Her kan man se kålstykkerne derud af. De er hegnet ind med snor i 15–18 cm højde. Når fasanen kommer gående, støder han mod snoren og går en anden vej. Det har virket de tre foregående år selv på så store arealer.
Rødkålsplante med to slappe blade, et stort saftspændt samt et helt lille.
Vi er begyndt at spise fin ny persille. Planterne er sået omkring 1. september og har overvintret. De sætter nu små fine nye blade. Det spændende er nu, om de går i blomst.
Løgene vokser støt og roligt. I forgrunden skalotteløg. Resten er stikløg
Jordbærrene blomstrer og der er fine salathoveder. Og nettet forhindrer at rådyrerene æder jordbærbladene. Men de patruljerer og æder hvert et blad, som ikke er dækket. Salat uden dække æder de ikke.
Kartoflerne buldrer op af jorden lige nu i lange fine rækker
Her er fortsættelsen af plantedramaet med udplantningen af mine kålplanter – og nu med billeder.
Læs første afsnit her i havedagbogsindlægget En klog beslutning?
Jeg kom først op og se til marken i går ved 17 tiden, da solen var ved at aftage i styrke. Det så ikke opløftende ud – det gør det aldrig at se planter lide. Mange havde mistet den friskgrønne farve, nogle var decideret rødfarvet på bladene. Og nogle af bladene var slappe.
Men næsten alle havde et par blade med fuld saftspænding, og det så ud som om der var vækst i plantens mindste blad. Det kunne se ud som om planterne havde taget bestik af situationen. Nogle blade var opgivet og nogle var prioriteret til at fortsætte væksten.
Jeg overvejede selvfølgelig at slæbe kander af vand derud, men min ryg og arme har ikke godt af det. Og planterne måske heller ikke. For uden vandingsmuligheder på marken, så skal planternes rødder kun i en retning, og det er nedad, hvor der er vand. Vander jeg lige omkring planten, vil planten prioritere at danne de ny rødder, hvor der er vand, og i jordoverfladen vil der kun være vand, så længe jeg slæber vand til. Hvis der skal vandes, skal der også jorddækkes ind om hver plante efterfølgende, for ellers fordamper det alt for hurtigt på den solstegte og forblæste mark. Og det er flere hundrede planter, der er tale om. Hvis det var tre bede kål i haven, så ville jeg kunne vande og dække mig ud af det.
Når jeg ser på vejrudsigten er der ikke meget hjælp at hente – 0,4 mm regn torsdag. Med den vejrudsigt bliver det ikke godt plantevejr igen foreløbig – så måske var plantningen alligevel det bedste valg – hvis de overlever.
Så situationen følges. Her til morgen har vi haft overskyet vejr, men solen er nu kommet igennem. Heldigvis blæser det ikke så meget i dag.
Der er skrevet 4 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.
Indtast venligst den e-mailadresse, som du er oprettet med her på siden, og klik på Opret ny adgangskode. Vi sender dig derefter en e-mail-besked med instrukser.
Du er ikke logget ind. Log ind