Spidskål overvintring

Indtil nu ser det rigtig lovende ud med de spidskål, som er sået til at overvintre og give tidlige spidskål.

Overvintrende spidskål

Karna Maj, 11. januar 2015

Køkkenhaven ser lidt trist ud her i januar. Men der er da lyspunkter. Den milde vinter indtil nu betyder, at de spidskål, jeg såede midt i juli, står rigtig fint (her har vi ikke haft hård frost mellem jul og nytår). De har en god størrelse i år – er de meget større, er de mere følsomme for frost, siger min erfaring. Og er de mindre, har de sværere ved at komme i gang i foråret. Så nu krydser jeg fingre for en fortsat mild vinter. Det er svært at få rigtig plantestørrelse, man kender jo ikke efteråret, når man skal vælge såtidspunkt.

Jeg har ikke overdækning over de overvintrende spidskål. Der har været fiberdug over indtil november for at undgå at kål- og uglelarver på planterne. Den er nu fjernet, da planternes blade kan knække af, hvis der kommer sne, som tynger fiberdugen ned. En anden grund var nogle snegle, som havde levet det gode liv under fiberdugen, og som solsortene gerne lige måtte æde, inden sneglene åd kålbladene.

Jeg så også den anden dag, at en knoldfennikel skyder nye skud. Fennikel er jo også en vinterafgrøde i Middelhavsområdet, så det er måske meget naturligt. Netop den her plante havde jeg ellers en ide om, ikke ville komme igen, da det så er 3. år. Første år (2013) blev den plantet ud sent og nåede ikke at give en stor nok knold til høst i efteråret. Den overvintrede som eneste plante,og den fik i 2014 lov til at blomstre, og jeg har høstet frø fra den. Og nu skyder den igen.

Læs mere om:

Der er skrevet 5 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.

Opret ny adgangskode

Indtast venligst den e-mailadresse, som du er oprettet med her på siden, og klik på Opret ny adgangskode. Vi sender dig derefter en e-mail-besked med instrukser.

E-mailadresse:

Du er ikke logget ind.  Log ind