Jeg skulle lige hente dagens agurk til frokost. Der er efterhånden ikke så mange agurker mere, for der gik agurkskimmel i mine agurker for en god måned siden, så der skal kigges lidt for at finde en hver dag.
Der var en med en lidt underlig facon langt nede, men den kunne vel spises. Da jeg havde plukket den, gik det op for mig, at der var to agurker i én. En mor og barn-agurk må det vel være.
Som den lå der på tallerkenen, nænnede jeg ikke at skære i den og fandt en anden i stedet for. Men her til aften blev den skivet og spist.
Da agurkskimmelen dukkede op, plukkede jeg de meget angrebne blade af og har gjort det et par gange, så der ikke har været ret mange blade, som har nået at danne sporer på bagsiden af bladene. Det ser ud til at have nedsat smitten så meget, at der er kommet nye blade og agurker. De nye blade angribes stadig lidt, men det går langsommere. Mon det er det mere kølige vejr? Det er godt nok nogle afpillede agurkplanter, men de giver ca. 1 agurk om dagen, og de smager rigtig godt. Og normalt er agurkerne helt normale.
Du er ikke logget ind. Log ind