Min kirsebærlund

Karna Maj, 8. juli 2007

I dag har leen været i aktion. Alle de steder, hvor jeg har opgivet kampen mod skvalderkål, skal der slås. Det er bl.a. under valnøddetræet og under en stor del af frugttræerne. Utroligt så godt de trives i skvalderkål, som bare slåes ned nogle gange om året.

Da vi i sin tid købte huset, stod der et helt utroligt flot gammlt surkirsebærtræ her i haven, som vi hvert år plukkede mange spande kirsebær fra. Ud over kirsebærsovs helt tyk af bær til jul, leverede det også saftevand til mine to piger. Samtidig med at de ikke længere var til saftevand, så begyndte træet at gå ud. For et par år tiden lagde det sig endeligt ned af ælde. Stammen liggger, hvor den faldt, og er hjemsted for et rigt insektliv, mens den formulder.

Men træet såede sig selv, og rundt om i venners haver står selvsåede eksemplarer og bærer lige så godt som modertræet. Da det gamle træ begyndte at falde af på det, lod jeg tre selvsåede vokse op. De har i de sidste 3–4 år givet så mange bær, at vi har fået nok til kirsebærsovsen juleaften. I år bærer de ca. 4 meter høje træer, der nu danner en lille kirsebærlund, en helt fantastisk mængde bær. Her inden de er helt modne, lyser de røde bær i solen.

Træerne vokser faktisk i et ukrudtsbed med brændenælder, skvalderkål, brombær med torne og selvsået citronmelisse og merian. Og så en enkelt julerose og daglilje, som overlever. Desuden er det et utal af narcisser og en blok lysegule tulipaner i det tidlige forår.

Det er her leen kommer ind i billedet, for idag gik jeg nedenunder alle de næsten selvlysende kirsebær og slog ukrudtet ned og rev sammen, så vi kan gå og plukke kirsebær om en god uges tid. Imens gik jeg og tænkte på, at det jo passer fint med timingen. I næste uge kommer mit barnebarn på ferie, og så er der igen bær til at lave saftevand af. Og jeg er sikker på, at hun kan lide mormors saftevand.