Snart kan vi sidde i en havestol ved siden at krukketomaterne i gårdhaven og spise os mætte i tomater. Lige nu bugner planterne, som er af sorten ‘Tumbler’, med grønne tomater i alle størrelser. Og der er en masse orange, der er ved at blive røde.
Den sidste uge har der været tomater på vej mod at være helt røde, men vores barnebarn på tre et halvt år har været på ferie, og i hendes verden er orangerød lig med rød og modne tomater. Så hun fik lov til at plukke dem knapt modne, og vi voksne spiste de første tomater med stor nydelse alligevel.
I drivhuset var det samme procedure: orangerøde tomater er røde og modne. I år forstod hun, at grønne tomater skal man lade sidde.
Til gengæld kunne hun fint hjælpe med at plukke surkirsebær, hvor grenene hænger næsten ned til jorden. Her var der en stor skål med helt mørkerøde kirsebær at se efter, og hun plukkede kun de helt mørkerøde og lod de andre sidde. Hendes udholdenhed var imponerende -hun hjalp med at plukke ca. 5 l surkirsebær.
Så hendes farvesans fejler ikke noget – det er bare i den alder helt uimodståeligt at se tomater, som kan plukkes.
Du er ikke logget ind. Log ind