Så fik jeg lige taget et billede af kartofelspirer på vej op i spireposerne.
Kartoflerne respekterer ikke rigtig spireposerne – de spirer ud gennem poserne og kommer op, hvor poserne ikke står fuldstændig tæt. Bare de ikke invaderer naboposerne, for så bliver det noget rod, når de skal plantes ud.
De første skud er allerede dukket op i poserne i går den 4. april – de blev sat 25. marts og har stået ved ca. 14° varme. Der er ingen kartofler at se i kartoffelbedet under plast endnu.
Hvis de skal plantes ud allerede, når de er 4–5 cm høje, kan det godt kollidere med nattefrost sidst på ugen. Men så må de stå lidt længere. Måske stilles til afhærdning i drivhuset og tages ind ved udsigt til nattefrost. Eller også skal jeg sætte tunnel over med boblefolie eller overdække med et tæppe? Men så begynder det at blive lidt besværligt.
Jeg er i øvrigt spændt på, hvordan det går med at håndtere poserne. Jeg ville lige løfte en op og kigge på den anden dag med det resultat, at posen gik stykker, inden jeg overhovedet havde begyndt at lirke den op. Så nu må jeg holde fingrene for mig selv til de har de foreskrevne højde – så binder rodnettet forhåbentlig godt. Det var ikke kun fordi jeg havde brugt egen kompostjord – jeg prøvede lige den enlige pose med spagnum og med samme resultet.
Du er ikke logget ind. Log ind