Harvet jord fræses

Stiv lerjord, som er ved at tørre op i store knolde efter harvning. Her skal fræses, inden de tørrer helt.

Jordfræseren forvandler jordknoldene til en helt anden fin struktur.

Fræset jord

Sådan ser jorden gennemsnitligt ud efter fræsning. Nogle steder mere smuldrende, nogle steder lidt mere knoldet. Jeg river den igennem inden brug for at fjerne evt. græstotter og roddele af stort ukrudt som mælkebøtte.

Grønsagsmarken i ren tilstand. Masser af nyfræset jord. Rækkerne med jordbær og hvidløg er netop blevet renset for overvintrende ukrudt. Purløg og persille er der masser af. Bedet med efterårshindbær er ordnet og jorddækket.

Jordfræseren

Lige et billede til mændene, som interesserer sig for maskiner.

Jorden i grønsagsmarken er blevet fræset

Karna Maj, 20. april 2008

I går blev jorden i grønsagsmarken forvandlet fra en ukrudtsmark til en fræset jord. Det er lidt en satsning, hvornår den skal fræses. Den må hverken være for våd eller tør. Den stive lerjord bliver foreløbig ikke en løs og smuldrende jord som den, jeg har hjemme i min egen have.

I forgårs blev jorden harvet igennem i begge retninger for få den til at tørre lidt mere. I går blev den så fræset med en stor jordfræser efter en traktor. Og resultatet blev så godt, som det kan blive i en stiv lerjord. Den blev kørt igennem med jordfræseren to gange ned i 10–12 cm dybde. Heldigvis ved jeg, at planterne trives godt i jorden, selvom det er en kunstig frembragt jordstruktur, som slet ikke har den krummestruktur, som min gode havejord her.

Jeg nåede i går at få lagt 4 rk løg á 22 m. 2 rækker med zittauerløg, 1 rk med rødløg, 2/3 række skalotteløg og 1/3 række zittauerløg sat med kun 5–6 cm afstand for at give mindre løg. Det er samme antal rækkemeter som sidste år, og det har givet løg nok til 2 familier – vi har lidt tilbage endnu, selvom vi har spist mange løg. Desuden egne sætteløg af skalotteløg. Jeg har købt stikløg for ialt 270 kr – og der er nogle tilbage. Så her er virkelig noget at spare, også selvom de skal have lidt økologisk kyllingegødning, når de kommer op.

I dag skal der lægges tidlige kartofler under fiberdug. Måske behøver jeg slet ikke fiberdugen – jordtemperaturen skulle ifølge Planteinfo.dk være 8,3° har på Vestlolland. Måske sætter jeg samtidig Annabel, som er middeltidlig og skal afløse de tidlige Revelino.

Læs mere om:

Der er skrevet 8 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.

Log ind

Her kan du logge ind med din adgangskode til Havelyst.dk. Er du endnu ikke oprettet som bruger og har modtaget dine adgangsoplysninger, kan du gøre det her.

Brugernavn:

Du er ikke logget ind.  Log ind