Jeg kom til at så et bed gulerødder…

Karna Maj, 8. marts 2014

Jeg kan ikke lade være med at fortælle, at jeg har gjort noget vildt og sikkert dumt i dag. Jeg har sået 5 rækker gulerødder – og det er det sikkert tåbeligt. I hvert fald hvis vi pludselig får koldere vejr igen.

Egentlig var jeg bare ud og hive majsplanter op, fjerne visne planter, fiberdug og hvad der ellers står i en have, som bare er forladt i det sene efterår. Da jeg hev gamle kålstokke op i et bed, kunne jeg se, at jorden smuldrede som på en god dag først i april.

Egentlig skulle jeg bare have dækket bedet til med klar plast, så jorden kunne blive varm til at så gulerødder i om et par uger. Men nu var jorden jo faktisk god nok til at ordne. Og da den lå der fint kultiveret og revet, så kom jeg til at så gulerødderne med det samme. Jeg tænkte, at solen kommer i morgen og varmer jorden op, og den vil også skinne søndag, så måske kan jorden blive 8° varm. Det er selvfølgelig ren gambling, men frøene er gratis – det var en ud af fem poser grønsagsfrø, som var med et engelsk havemagasin, som min datter havde med hjem til mig. Hun bor i Skotland nu – er der nogen, som kender årsagen til at de ikke har erantis i Skotland?

Nå men tilbage til jordtemperaturen. Jeg er spændt på temperaturen i morgen tidlig i bedet til de tidlige kartofler. I i dag sidst på dagen var jorden 13° varm under den klare plast, selvom solen kun havde skinnet nogle timer midt på dagen. Jeg er meget fristet til at prøve at sætte en snes kartofler i morgen. Går det ikke, kan jeg jo altid sætte nogle sene i stedet for.

Jeg kan godt lide at afprøve grænserne for plantevækst – og når nu vi har et lunt forår, så skal det vel også udfordres.

Er jeg den eneste, der ikke kan lade være?

Der er skrevet 16 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.

Log ind

Her kan du logge ind med din adgangskode til Havelyst.dk. Er du endnu ikke oprettet som bruger og har modtaget dine adgangsoplysninger, kan du gøre det her.

Brugernavn:

Du er ikke logget ind.  Log ind