Fignerne er nogenlunde modne, men jeg foretrækker dem mere modne til at spise friske. Men vi er nødt til at plukke dem lidt før, da de sprækker og straks hjemsøges af en masse hvepse.

Fignerne halveres og lægges med snitfladen opad.

Fignerne bager til de begynder at karamelisere og saften begynder at tykne.

Hvad stiller man op med 111 figner en mandag?

Karna Maj, 2. september 2008

Det er lidt af et luksusproblem, men sådan en mandag aften ovenpå en travl dag kunne jeg ikke lige overse at stå og koge så mange figner i sukkerlage, som jeg plejer, og komme dem på små glas. Der har også været problemer med mug i nogle af glassene fra sidste års syltning – og det er rigtig ærgerligt.

Det sidste stykke tid har vi høstet en del figner og brugt nogle af dem til at komme i ovnen til brændte figner serveret lune med creme til. Og det er vi ret vilde med. De smager også rigtig godt til ost.

Så jeg besluttede, at de mange figner måtte kunne kommes i ovnen i 3 bradepander og tilberedes på en gang – længe leve luftvarmen.

Min løselige opskrift er her – så jeg selv kan huske den næste år:

Fignerne halveres og lægges med snitfladen opad. De drysses med en tyndt lag sukker, stænkes med citronsaft (ca. saft af en citron pr. bradepande med 40 stk figner), stænkes med cognac (jeg har intet mål, men min mand vil helt sikkert kunne se, at der er svundet i flasken. Måske en halv dl. pr. bradepande), derefter et drys sukker igen. Mit gæt er ialt en lille tsk. sukker pr. halve figen. Og så i ovnen ved 200° C i 50–60 minutter til de begynder at karamellisere og saften tykner. Jeg måtte, efter at de var taget ud, tilføje lidt vand til saften, da den ellers ville være blevet til sirup, og jeg ville have den let flydende. Saften er næsten det bedste – den er så koncentreret og god.

Efter afkøling kom jeg dem i plastposer i 18 små portioner og lagde dem i fryseren. Den tykke saft blev omhyggelig fordelt over dem med 1–2 spsk pr. pose. Jeg regner med, at de kan kommes i ovnen og lunes efter optøning – så må de næsten smage som nylavede. Men jeg har ikke prøvet det – endnu. Men det bør jeg jo nok gøre, inden jeg laver flere på den måde.

Læs mere om:

Der er skrevet 2 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.

Log ind

Her kan du logge ind med din adgangskode til Havelyst.dk. Er du endnu ikke oprettet som bruger og har modtaget dine adgangsoplysninger, kan du gøre det her.

Brugernavn:

Du er ikke logget ind.  Log ind