De to store græskar var helt perfekte her 13. februar, selv om de havde stået mere koldt, end det anbefales.
Jeg har alle de foregående år forsøgt at efterleve den her anbefaling, som Lila Towle giver i sin artikel Høst og opbevaring af græskar på Havenyt.dk:
Når de er helt tørre, skal de opbevares »tørt og køligt« – 12 grader er ideelt. Holdbarheden forringes, hvis de får under 10 grader eller over 15 grader i længere tid. Men de kan selvfølgelig holde sig i nogle uger eller måneder alligevel. Husk at tjekke dem ugentligt, ellers får man kedelige overraskelser i form af mug eller råddenskab ud over gulvet.
Men det er svært i et almindeligt hus at opbevare græskar mellem 10 og 15° C. Indtil det bliver koldt for alvor står de fint ovenpå i et uopvarmet rum, men når kulden sætter ind, er her kun få graders varme. Derfor har jeg de foregående år taget dem ned og sat dem i vores soveværelse, hvor der er 14–16° C, og det koldeste sted i den opvarmede del af huset. Men det har ikke givet nogen lang holdbarhed efter, at de blev placeret der.
I år stod de i det kolde rum til kulden satte ind i januar, og så valgte jeg at lade dem stå på gulvet sammen med kartofler, løg og æbler. Alle gæstedyner blev lagt ovenpå, og det betød, at temperaturen kunne holdes på 4° C, selv da der var 10–15° frost udenfor. Hele førstesalen er uopvarmet, og der var lige under frysepunktet.
Nu er kulden ovre, og mine græskar har overlevet. For en uge siden tog jeg de to største og lavede en kæmpegryde græskarsuppe af og frøs det meste ned. Jeg var lidt nervøs for, at de blev dårlige, når temperaturen steg. Nu en uge efter ser de 5 tilbageværende stadig fine ud.
I anbefalingen ovenfor står der, at de skal opbevares tørt og køligt. Og det er måske netop tørt, der er vigtig. Rummene ovenpå er meget tørre her om vinteren, hvor de ikke bruges. Modsat soveværelset, hvor temperaturen har været ok, men luften ikke er speciel tør.
Nu håber jeg, at de holder sig nogle uger endnu, så jeg også når at få brugt de sidste.
Er der andre, der har prøvet at opbevare græskar koldere end anbefalet?
Der er skrevet 6 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.
Indtast venligst den e-mailadresse, som du er oprettet med her på siden, og klik på Opret ny adgangskode. Vi sender dig derefter en e-mail-besked med instrukser.
Du er ikke logget ind. Log ind