Er de ikke skønne – små og runde.
Den Økologiske Have sælger læggekartofler af sorten Æggeblomme.
Æggeblommekartoflen smager lige så delikat, som den ser ud.
Det var et rigtigt hyggeligt årsmøde, vi holdt i Den Økologiske Have i lørdags, og de havde åbnet butikken, så vi kunne købe frø og planter. Der kom en hel del frø med hjem – og to poser læggekartofler.
I poserne var der de sødeste små runde kartofler af sorten Æggeblomme. Jeg har tit tænkt på, at den måtte jeg prøve, for den havde en helt speciel status i min barndoms have. Hvert år tog min far på torvet i Kolding og købte nogle kilo læggekartofler af sorten Æggeblomme. Jeg kan ikke huske, hvorfor han ikke gemte til at lægge til næste år. Der må have været en grund, for på et lille husmandssted var der ikke penge til overflødige ting. Og dog – min mor fik hvert år til jul en stor flot rød azalia.
Jeg kan tydeligt huske de smørgule små runde æggeblommekartofler. De var meget faste og smagte godt.
Læggekartoflerne i de to poser lignede godt nok æggeblommekartoflerne, som jeg huskede. Men hvordan var smagen? Jeg kunne selvfølglig ikke vente til sensommeren, men måtte lige koge 4 stk. De er jo økologiske og var helt fine.
Smagen skuffede bestemt ikke – og farven var næsten mere intens smørgul end jeg husker. Eller måske er smør blevet mindre gult.
Nu er de lagt til spiring, og jeg glæder mig allerede til at kunne sætte dem på bordet til næste vinter. De må være perfekte til julens brunede kartofler.
Er der nogen, som har erfaring med selve dyrkningen?
Sidste nyt: Den Økologiske have har udsolgt af æggeblommekartoflerne.
Der er skrevet 2 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.
Indtast venligst den e-mailadresse, som du er oprettet med her på siden, og klik på Opret ny adgangskode. Vi sender dig derefter en e-mail-besked med instrukser.
Du er ikke logget ind. Log ind