Flis i trillebør

To trillebør flis gav et godt dæklag.

Fibertex under flislag

Fibertex med flis over skulle gerne give et godt og ukrudtsfrit sted til at stille potter og kasser med planter til opformering. Fibertexen foldes nedad i et stille håb om, at skvalderkålen bliver inde bag ved. Det sorte på murstenen er sod. Væggen i udhuset fra 1920 viste sig at være lavet af genbrugsmursten.

Skvalderkålrødder

Under flisen er jorden gennemvævet af skvalderkålrødder

Fibertex rulles ud

Bredden på 1 m passer lige med bredden på arealet.

Færdigt bed

Så er det hele færdigt efter en god halv times arbejde. Bedet er som forvandlet og skyggen er ved at indfinde sig – samtidig med at det er tid til en velfortjent frokost.

Fra skvalderkål til formeringsbed

Karna Maj, 26. juni 2009

Jeg har længe haft kig på en lille plet til at sætte planter under opformering. Stedet er ideelt med morgensol og fra middag skygge og lidt sol sidst på dagen. Nu er bedet øst for blevet til jordskokbed, så de vil også give lidt skygge om morgenen.

Men den lille plet har i årevis været fyldt med skvalderkål, og stykket støder helt op til nogle buske, hvor skvalderkålen har fri råderet i bunden. Selv om jeg ryddede det lille areal ved opgravning, ville det hurtigt blive invaderet inde fra buskarealet.

Men i går fik jeg en ide, da jeg er ved at finde en god anvendelse for en hel del flis fra en rodfræsning af en stor træstub. Jeg er ikke vild med flis i min dyrkningsjord, så den anbringes på ikke dyrkningsarealer.

Resultatet blev, at jeg slog skvalderkålen med høje hvide blomster om med leen – toppen blev findelt med en spade og lagt under en række blomkål, hvor den skal sørge for at det tilførte vand ikke fordamper her i varmen. Jorden blev planeret uden at fjerne rødderne. Derefter blev der rullet fibertex ud og ovenpå den lagt et lag flis. Her kan jeg nu kan stille kasser og potter med planter.

Jeg fandt hurtigt ud af, at en kant var nødvendig for at holde fibertex og flis på plads ud mod havegangen. Heldigvis har min mand lige brækket en væg ned inde i et udhus. Murstene er blevet sorteret, og de mursten, som er i ukurrente mål, kan jeg frit anvende til haveformål. Egentlig ville jeg have lagt dem på skrå til en fin takket kant. Men den var ikke rar at arbejde hen over, så det blev hurtigt opgivet.

Nu håber jeg, at der er styr på skvalderkålen, når jeg lige får hakket havegangen nogle gange for evt. skud. Ind langs buskene vil de stå fint, og det må de godt. Jeg kan altid lige klippe dem ned, hvis de bliver for meget og hænger ud over bedet. Faktisk er jeg helt tilfreds med bedets afslutning ind mod buskene. I overgangen ligger nogle gamle halvrådne grene til kriblekrablelivet i haven.

De sidste udplantningsplanter blev flyttet herover – jeg kan næsten ikke smide planter ud. De venter på et god sted i min have eller andres. Stedet er sikkert også køligt nok til at forkultivere salatplanter midt på sommeren. Og til august skal der stikkes nogle buskbom igen.

Der er skrevet 4 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.

Log ind

Her kan du logge ind med din adgangskode til Havelyst.dk. Er du endnu ikke oprettet som bruger og har modtaget dine adgangsoplysninger, kan du gøre det her.

Brugernavn:

Du er ikke logget ind.  Log ind