Den første frugt blev høstet i det her gulgrønne stadie, og det tror jeg er optimalt. Men det skal der selvfølgelig eksperimenteres lidt med.
Skive af Emerald Green – den er ret grøn. Den smager godt – vi har kun prøvet den rå.
Til Årsmødet i marts i Odder byttede vi frø, og jeg fik bl.a. frø af den grønne tomatsort Emerald Green af Lotte. Jeg ved, at du er spændt på, om jeg kan lide den Lotte. Og det kan vi – og når min mand også kan, så er det stort, for han synes at Favorita cherrytomaten er den eneste, der er grund til at dyrke.
Men Emerald Green er helt anderledes – den har en røget smag og en god fast konsistens. Jeg er spændt på at høre, om andre også oplever den røgede smag – eller det afhænger af jorden, den dyrkes i.
Jeg har tidligere dyrket Green Zebra, men det var kun et år, for jeg syntes ikke, at den smagte af noget særligt, og udbyttet var dårligt.
Udbyttet på Emerald Green er heller ikke så stort. Men det synes jeg er ret kendetegnende for bøftomater. Den har også en tendens til griffelråd, men tomaterne er ikke ødelagte af det. Hvis planten var blevet beskåret bedre, havde den måske også givet større udbytte. Jeg vil i hvert fald så den igen til næste år og tage mig lidt mere kærligt af den.
Der er skrevet 3 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.
Her kan du logge ind med din adgangskode til Havelyst.dk. Er du endnu ikke oprettet som bruger og har modtaget dine adgangsoplysninger, kan du gøre det her.
Du er ikke logget ind. Log ind