Hvidløg af sorten Printanor – enblødnakket type.
Efterårsstikløg af sorten Radar sættes i september–oktober. De fleste vintre overvintrer de fint i det lollandske klima i min lukkede have. Om de kan klare mosten i den forblæste grønsagsmark er uvist. Men nu må det afprøves.
Den stive lerjord i grønsagsmarken er nu så fugtig, at den er svær at bearbejde. Men det plejer at gå meget bedre med at dyrke i den stive ler, end jeg forventer – også selv om den langt fra er fintsmuldrende.
De sidste to dage har jeg fået sat 1 kg efterårsstikløg af sorten Radar og 1 kilo hvidløg af sorten Printanor dels i grønsagsmarken, dels i et bed herhjemme i haven.
De fleste af hvidløgene er sat i marken, men også en række herhjemme for at sammenligne dem med den sort, som jeg har taget eget læggemateriale af siden 1993.
De fleste af stikløgene er sat her i haven, hvor jeg har erfaring for, at de overlever vinteren i god stil de fleste år. Jeg har dog sat ca. 1/4 af dem i grønsagsmarken for at afprøve, om de kan dyrkes i det noget barskere klima her.
I øvrigt er den stive lerjord i grønsagsmarken nu så våd, at den ikke er let at bearbejde mere. Så næste år skal jeg huske at bearbejde jorden tidligere til sætning af hvidløg og evt. efterårsstikløg.
Du er ikke logget ind. Log ind