Så er der rillet op til at så masser af sorter og arter, der kan give grønne blade i det sene efterår. Der er trods alt lidt planter fra såning en måned før.
Så er der gjort klar til at så nye frø i de riller, hvor der ikke er kommet planter i første forsøg.
Et skønsomt udvalg af, hvad der blev vurderet måske kunne spire og vokse i oktober–november-december.
Der er kimplanter på vej op den 5. oktober – frøene er sået 1. oktober. Skal vi mon til at udvide sæsonen for at så?
Jeg er vild med at så – og har slet ikke lyst til at holde op med at så. Men det er jo oktober, siger min fornuft.
Den vandt så ikke i det dejligste lune vejr 1. oktober. Jorden var 15° varm, lige tilpas til at så i, solen skinnede og varmede dejligt.
Og jeg havde et bed, hvor der næsten ingen planter var, selv om jeg sidst i august havde sået rigtig mange rækker på tværs af bedet med diverse slags sennep, radiser, orientalske bladgrønsager, og hvad jeg ellers regnede med kunne give grønne blade i efteråret. Der stod kun nogle få planter i nogle af rækkerne. Der var ikke noget i vejen med spireevnen, for oppe i gården tonsede kimplanterne op i en masse potter sået med de samme frø samme dag. Jeg tror sneglene har ædt kimplanterne, og det er nok min egen skyld, for der lå en samlebunke med planteaffald midt på bedet helt op til såningen.
Jeg slog fornuften fra, fandt jeg frøene frem igen, og såede nye rækker. Og det var en dejlig fornemmelse.
Den 5. oktober tittede de første kimplanter op, og i eftermiddag, en uge efter såning, er der kimplanter på vej i alle rækker, og de spirer rigtig godt. Det regnede, så ingen fotos.
Nu er det spændende, hvor meget de kan nå at vokse her i efteråret og hvor længe. Alle de forskellige slags sennep vil måske overvintre og sætte nye blade til foråret. Hvis ikke sneglene kommer…
Man har da lov til at være optimist.
Der er skrevet 11 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.
Her kan du logge ind med din adgangskode til Havelyst.dk. Er du endnu ikke oprettet som bruger og har modtaget dine adgangsoplysninger, kan du gøre det her.
Du er ikke logget ind. Log ind