Er volden mon høj og bred nok? Jeg tør ikke hyppe mere jord op fra kanten – vil det ikke ødelægge rødderne? I øvrigt var mit gamle hyppejern rigtig godt til dette arbejde. Pinde og snore flettes de nye skud ind i mellem efter sankthans, men det system skal vist renoveres.
Jeg har indtil nu kun dyrket grønne asparges. Men da jeg for to år siden plantede nye aspargesbede plantede jeg kun en række midt i et 120 cm bredt bed for at dyrke hvide asparges her. I år skal der høstes – og det er lige om lidt.
De første skud står i jordoverfladen, fandt jeg ud af, da jeg fjernede jorddækket med ålegræs og græsklip. Græsklippet i bunden var helt kompakt og måtte fjernes fra alle 3 aspargesbede, og er nu endt under stikkelsbærbuskene i nogle klatter. Mon ikke solsortene kan splitte det lidt ad med tiden. Tangen kom tilbage i et luftigt lag på de to andre bede.
I bedet til de hvide asparges fik jeg sat en vold op med jorden fra kanterne af bedet og supplerede det med en trillebørfuld sand. Nu er spørgsmålet om volden er stor og høj nok. Jeg er ikke fanatiker, så hvis skudspidserne skulle få lidt farve, så er det ok.
Er der nogen, som har erfaring med hvide asparges, så vil jeg gerne have en kommentar til voldens størrelse og udformning. Jeg har set meget større volde på professionelle marker, men er det nødvendigt? I hvert fald ikke let at realisere i lille havebed.
Jeg kunne ikke holde ud at se på det helt bare bed, så til sidst blev der lagt bræmmer af ålegræs langs kanterne på bedet.
Du er ikke logget ind. Log ind