De gule Yellowstone gulerødder er fine i jorden under ålegræsset, og jorden er slet ikke frossen selv efter en lang frostperiode.
Når sneen dækker gulerodsbedet, er det godt at kunne huske, hvor man er kommet til med at grave op. Jorden under tangdækket er ikke frossen.
Et godt tykt tangdække har hele vinteren holdt jorden frostfri i drivhuset. Her over georgineknolde.
Jeg har prøvet at fjerne dækket med ålegræs, og jorden er meget fin og smuldrende. Så mon ikke georgineknoldene har det fint?
I efteråret hentede jeg en kæmpeportion tang ude ved stranden – dvs. ålegræs det meste, lidt tang og lidt blade. Det skulle bruges til at dække over rodfrugterne ude i bedene og holde dem frostfri. Vi hentede det et stykke op af diget ved Nakskov Fjord, hvor det var skyllet op og havde ligget en lille måneds tid, hvor det havde regnet en hel del, så det meste salt må være skyllet af.
Det har været en succes. I modsætning til halm, så falder det ikke nær så meget sammen, dvs. at det isolerer bedre.
Det nedbrydes langsomt, så det meste er tilbage og kan bruges til sommer til jorddække på bedene.
Ud over at dække ude i haven, har jeg også dækket bedene i drivhuset de steder, hvor der er slået planter ned i jorden.
I den ene ende af drivhuset har jeg slået nogle få meget store georginer ned. Knoldene til en enkelt plante fylder nærmest en 10 l spand. Jorden har været dækket med et godt tykt lag og har ikke været frosset på noget tidspunkt. Jorden er fin og smuldrende, så jeg har en forventning om, at de har overlevet.
Her i vinter har jeg fået fortalt, at man på Enehøje (den største ø i Nakskov Fjord) ikke graver georginer op, men dækker dem med en god portion tang. Det vil jeg afprøve næste vinter til den række, jeg som regel har stående i køkkenhaven til at plukke af.
Hvis det her virker, så tror jeg, at der skal anskaffes nogle nye sorter af georginer.
Der er skrevet 10 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.
Her kan du logge ind med din adgangskode til Havelyst.dk. Er du endnu ikke oprettet som bruger og har modtaget dine adgangsoplysninger, kan du gøre det her.
Du er ikke logget ind. Log ind