Jeg holder op som redaktør på Havenyt til april

Karna Maj, 7. januar 2016

Jeg vil lige fortælle alle jer, som er aktive her på Havelyst, at jeg holder op som redaktør på Havenyt med udgangen af marts.

Jeg har besluttet, at jeg vil have mere tid til at dyrke min store køkkenhave og med tid til at afprøve flere sjove ting. Og så vil jeg kunne sejle sammen med min mand i vores sejlbåd alle de dage, hvor det er sejlvejr. Derfor har jeg brug for mere fri tid.

Jeg har været med i foreningen siden 1988, hvor jeg startede med at skrive artikler, i 1992 blev jeg redaktør af PØ, senere kom nettet, og jeg fik ideen til Havenyt i 1998, og senere Havelyst og Del Jorden. Jeg har været med til at udvikle foreningen til det, den er i dag, og det er jeg stolt af.

Men alting har sin tid, og foreningen er i en rivende udvikling, der er rigtig gode ansatte og en meget aktiv bestyrelse. Derfor holder jeg op nu, og de kommende måneder overdrager jeg arbejdsopgaver til andre ansatte og sætter den kommende nye redaktør for Havenyt ind i det redaktionelle arbejde, og jeg fortsætter som annoncekonsulent sommeren over. Det er dejligt at få lov til at gøre det på en god måde for alle og for PØ.

Det betyder ikke, at jeg forsvinder. Jeg vil fortsat gerne skrive artikler til bladet, og det giver mig også mere tid til at skrive her på Havelyst – for det er en fantastisk måde at få gode ideer til nye ting i haven og få feed back. En havebog kunne også godt blive til i løbet af vinteren. Og så har jeg altid haft flere ideer, end jeg har tid til at føre ud i livet, så hvad der sker fremadrettet, vil tiden vise.

Der er skrevet 16 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.

Log ind

Her kan du logge ind med din adgangskode til Havelyst.dk. Er du endnu ikke oprettet som bruger og har modtaget dine adgangsoplysninger, kan du gøre det her.

Brugernavn:

Du er ikke logget ind.  Log ind