Gæssene flyver i blandende flokke. Her to bramgæs og en grågås i en større flok.
Hvert blad blev fyldt med en portion hagl – det så flot ud.
Når jorden bliver hvid, ser man pludselig farverne – de sten har jeg slet ikke lagt mærke til hele sommeren.
Herunder hygger sellerierne sig. Desværre er de ikke blevet særligt store i år, men små sellerier smager også godt.
Hvidkål under plasttunnel – af genbrugsplast.
Vi har endnu ikke fået noget sne, men derimod nogle kraftige haglbyger de sidste par dage. Men jeg kan umuligt blive i dårligt humør, når jeg går ud i haven i øjeblikket. Så snart jeg åbner døren lyder der glad gåsesnak, og der er næsten gæs i luften konstant. Gæssene er i gang med at æde op på marken bagved vore haver, hvor der har været sukkerroer. Der er i titusindvis på markerne i området. De afgræsser også vintersæden. Det er dels bramgæs, dels grågæs. Det er en fantastisk dejlig lyd og et flot syn, når de flyver i tusindvis.
Heldigvis nåede jeg at få dækket de afgrøder, som ellers ville have taget skade, inden frosten kom. Så lige nu ligner haven en teltplads med spredte vintertelte over selleri, knudekål, majroer, bladbeder, spidskål og hvidkål.
I min grønsagsmark har jeg høstet alle rødkål, hvidkål og spidskål og lagt dem på lager i et udhus under halm. Men jeg vil jo gerne have nogle supersprøde hvidkål og spidskål langt hen på vinteren til salatskålen, så jeg har slået telt op over et par bede og håber på, at de overlever disse dage med vinter. Jorden er jo lun, så mon ikke de holdes frostfri.
Karakteren for det kunstneriske indtryk vil nok ikke blive høj, og XLbyg skulle egentlig betale for reklameplads i min have. Alt hvad der var på lager af fiberdug og plast er taget i brug. Og den hvide plast, som byggemarkedet i rigelig mængde vikler rundt om f.eks. brædder ved levering, er meget anvendeligt. Det er også fint til at dække over f.eks. stiklinger. Så det bliver altid gemt til senere brug. Jeg glemte bare lige at vende bagsiden ud af, da jeg lagde det på.
Du er ikke logget ind. Log ind