Haven fotograferet fra tagetagen. Vores drivhus (nederst i venstre hjørne) ses ikke på dette billede.

Om haven

Vores have skal tilfredsstille mange behov: stor græsplæne til boldspil, masser af blomster året rundt til at plukke af – helst hver dag! Små rum med forskellige stemninger, små stier til gåture, dufte, farver, skygge, varme, siddepladser til alle tidspunkter og behov (sol, skygge, halvskygge, afslapning, læsning, morgenmad, frokost, middag, drinks osv) og den skal også være dejlig at se på året rundt.

Vi bruger aldrig nogensomhelst form for gift eller kunstig gødning. Ville egentlig allerhelst dyrke haven biodynamisk, men det giver nok mere mening i en lidt større have, hvor der også er dyr og marker. Vi giver god plads til mangfoldighed, både hvad angår planter og småkravl. Vores børn holder af at hjælpe til, både når der skal slåes græs, samles snegle og høstes i bærhaven.

Haven er delt op i rum. Det største i midten, det er græsplænen. Rundtom plænen går en skovsti, der bugter sig mellem syrener, æbletræer, hasselbuske og blomster. I et hjørne, i delvis halvskygge under nogle paradisæbletræer har jeg en rosenhave med indgang til en klosterhave med krydderurter, der dufter og smager og giver gode oplevelser for børnene. Herfra kan man gå videre til legepladsen, der er et vildt hjørne med klatrevæg, sandkasse, gynger, hytte i et træ og højt græs med ukrudt. I den modsatte ende i forhold til legepladsen ligger drivhuset, der er indrettet i den gamle garage. Der er sat store, gamle vinduer i gavlen mod syd, og hele taget er klart bølgeplast. Her vokser vin, oliven og appelsiner, men lige nu er det også opbevaringsplads for byggematerialerne til vores projekt; havehuset. Det skal ligge i det fjerneste hjørne af haven, under en kæmpe avnbøg. Her er skygge hele dagen, undtagen lige inden solen forsvinder om aften. Her kan man sidde og nyde de sidste solstråler, mens ungerne leger og efter aftensmaden er indtaget. Her skal havemøbler og redskaber opbevares, men der bliver også plads til en gammel jernseng med tæpper og puder, så man kan tage sig et køligt hvil midt i sommerheden… uhmmm. Vi elsker æbler, men her er desværre ingen gamle æbletræer. Så vi har plantet en masse selv, og når frugtsæsonen går igang, presser vi æblemost, det bedste, der findes! Sorterne er fordelt, så vi har æbler fra august til januar.

Huset ligger i den nordlige ende af haven, og haven vender således mod syd. I den vestlige side af haven er der morgensol, og en dejlig siddeplads under et gammelt pæretræ. Mod øst, langs huset er drivhuset. Foran vores drivhus er der en skøn eftermiddagsplads med gyngesofa og klatreroser. Men ellers er vores have meget overskueligt. Det er derfor jeg har gjort meget ud af at dele den op i rum. Jeg vil gerne have at man ikke kan overskue det hele på een gang. Det tager jo nogen tid at få træerne til at blive store! men tålmodighed er en stor dyd i samarbejdet med ting, der gror…

Du er ikke logget ind.  Log ind