Dejligt tilgroet i forhold til tidligere billeder. Brombærrene er efterhånden ved at indtage buen, jeg glæder mig til det bliver en helt grøn port.
Hortensia med kuldepletter. Helt fantastiske at tage ind i buketter med roser og brombær.
Dejlige Flox! De tager lige en omgang mere, troede egentlig de var færdige, men så kom de med en 2. blomstring. Jeg elsker duften, når jeg går rundt i haven.
Se nu der! Cosmos, der skulle blomstre over alle bredder, har lagt sig tilrette henover roser, buksbomhæk og græsplæne. Uden en eneste blomst endnu – og vi er i oktober!
Brother Cadfael! Helt fantastisk engelsk rose. Kæmpe store blomster, der dufter vidunderligt og stærkt af parfume og mormor! Blomstrer uafbrudt til frosten sætter ind. Meget sund plante. Kan anbefales!
Havens smukkeste vækst! Bronzefennikel, stor og mægtig. " meter høj og stolt og strunk. Blade og frø smager af salmiaklakrids, og ungerne kalder den ‘slik’.
På buen indtil rosenhaven vokser den tornløse brombær Loch Ness. Der skal udvises TÅLMODIGHED – selvom bærrene ser modne ud, skal man vente til de næsten falder af af sig selv. Men SÅ er de også en (stor) sød, parfumeret mundfuld.
Dejlige, søde, blå druer af sorten Schuyler. Den vokser på sydmuren af huset, og den giver masser af druer! De er modne lige nu, og vi nyder dem.
Se den farve! – Zinnia, også elsket af sneglene, så dem fik jeg heller ikke så meget ud af. Men lidt.
Små balerinaer med strutkjoler, der danser i flok. Violfrøstjernen sender sine blomsterstande højt op over de andre stauder og danner fine, lyserøde skyer.
Violfrøstjernens blade bliver så fint lysegule nu. Helt skønt op mod andre, violette og mørke farver.
Purpur Solhat. Har blomstret rigtigt flot – og længe i år. Efterhånden er der nu kun frøstandene tilbage, men sådan så det ud, da de var på det højeste.
Er det ikke smukt? Jeg elsker når eftrårsroserne får ‘kuldeskader’. Ofte i de smukkeste og mest fantastiske farvespil.
Denne lysegule morgenfrue såede jeg sidste år, og nu kommer de rundt omkring i haven. Dog ikke så mange, som håbet – snegle!
Helt fantastisk klematis. Purpurea Plena mener jeg den hedder. Den bor i den store Efeu, der vokser over plankeværket ved urtehaven.
James Grieve æbler. Det gav rigtigt godt i år, men træet er efterhånden også ca 10 år. Selvom jeg har opstammet og beskåret en del har det båret meget fint. Skøn æblemost!
Er den ikke sød, den lille kop? Duften er fantastisk, når der høstes.
De fleste af mine Cosmos udvikler kun blade. Dog er der så småt ved at komme enkelte knopper.
Endelig begynder de at blomstre lidt. Cosmos i en skøn mørk purpurrød.
Åh!- den Cosmos har drillet mig i år. Men lidt er det da blevet til.
Filippa måtte have støtte for ikke at lægge sig ned pga æblernes tyngde.
Mere hortensia
Åh, den sommerferie! Det går så hurtigt – og jeg kan ikke engang tillade mig at klage; når man er studerende har man jo ca 3 måneders ferie! Men sommeren har som bekendt været en blandet fornøjelse i år, og nu er skolen igang igen, og jeg venter stadig på den der RIGTIGT varme periode, hvor man bliver fyldt op til at stå imod den lange, kolde vinter…
Nå, frisk mod, lige nu er vejret skønt – rigtigt smukt efterårsvejr, og haven er vidunderlig! Sensommeren og efteråret er den bedste tid i haven. Skønhedens forfald er smuk at skue, og nu er der ikke så meget mere man kan gøre, for at det skal blive smukt, nu må det ligesom ‘klare sig selv’ derude. Det der er tilbage er at rydde lidt op, forberede lidt forårsløg, og ellers nyde, høste og beundre naturens farver og være taknemmelig. – Ok, alle de dejlige Cosmos, jeg møjsommeligt har forspiret, passet og senere udplantet, har været en skuffelse. De få, som sneglene ikke åd, er blevet 2 meter høje med en stængel på 5 cm i diameter! Og ingen blomster! masser af grønt – de ligner en forvokset dild! ØV! Nu er der efterhånden kommet knopper, og de er så småt begyndt at blomstre, men når det regner og blæser, så vælter de, for de bliver så forfærdelig tunge!
men
Der er en gudsvelsignelse af hindbær, brombær og blå druer. Og de smager himmelsk! Vi svælger dagligt i et mix af dem alle, men får ikke plukket ind og alt det der. Men det er skønt at gå en tur med ungerne efter skole og finde bær og bare æde løs.
Figentræet, der blev plantet sidste år har givet 5, søde og vidunderligt rosa frugter, der er blevet delt og indtaget under nærmest rituelle forhold. I dyb tavshed og beundring over, hvad der kan frembringes på en ‘pind’, plantet lidt skyndsomt og hazarderet (egentlig er der ikke plads i haven, men jeg VILLE ha den!) Den vokser på sydsiden af huset, sammen med de blå druer.
Æblerne er plukket, tidligt i år, masser af Pigeonger, selvom træet er ret ungt. De er nu lagt i kælderen til jul. James Grieve har båret rigtigt godt i år, med kæmpe, saftige æbler. Der er næsten til et helt glas most i et enkelt æble. Ingrid marie flyttede jeg forrige efterår, så hun gav kun 5 flotte frugter. Filippa er stadig et ungt træ, men har båret fint. Ca 15 store flotte æbler på de tynde, tynde grene, der måtte støttes for ikke at lægge sig på jorden. Rød Ananas spiste vi allerede i august, og Guldborg er ikke begyndt at bære frugt endnu. Belle de Boskop har mange flotte frugter, men dem venter vi lidt med at plukke ned.
Du er ikke logget ind. Log ind