»Kan man det?« – et spørgsmål om forårsløg.

Tine Hage, 3. marts 2008

Nu har jeg haft dårlig samvittighed i flere måneder. De tulipan- og påskeliljeløg jeg bestilte over nettet her i efteråret havde jeg ikke fået taget mig sammen til at få sat, og nu lå de der i havestuen og gav mig et stik af ærgelse over spildte ambitioner – og også en del penge – hver gang jeg gik forbi.

Pludselig her sidst på eftermiddagen tog fanden ved mig, og jeg røj ud med poserne med løg og en spade og begyndte at grave et nyt bed nederst i haven til de – efterhånden i posen – fremspirede forårsløg. Jeg har længe haft planer om et bed nederst i haven. Et bed man altid ser fra huset, der skulle være interessant at se på året rundt. Jeg har flere gange sidste år lagt pinde ud, der hvor det skulle være, så der var ikke de store overvejelser lige hvad det angår. Jeg kastede mig over græstørvene og vendte dem rundt, så der ret hurtigt formede sig en pæn »pløjemark« midt i det grønne. Det gik forbavsende hurtigt, for græsrødderne var ikke rigtigt begyndt at vokse så meget endnu. Derefter åbnede jeg poserne med løj, og kastede dem ud på den sorte jord. På alle fire kravlede jeg rundt i den pløjede jord og proppede løjene ned, der hvor de var landet. Jeg var så opslugt af at grave, at jeg ikke havde opdaget at Bertram, min søn, var stukket i et par gummistøvler, og nu var kommet ud for at betragte fænomenet. Han stod et stykke tid, hvorpå han stille spurgte, hvad jeg var i gang med. »Jeg planter forårsløg« gispede jeg – det var egentlig lidt hårdt at arbejde på den måde – på alle 4. Efter lidt mere tid, hvor Bertram havde iagtaget mig eftertænktsomt spurgte han forsigtigt
– »Kan man det?«
Til det måtte jeg blot svare: »Jeg ved det ikke – Vi får se…«