Jeg tog lige et billede af dagens høst: Et stort salathoved, godt et pund jordbær, en halv gryde kartofler, et friskhøstet løg og et bundt radiser.

Nye kartofler

Vi tyvstartede lidt dagen før Grundlovsdag. De smagte lige så godt som de ser ud.

De første jordbær

Efter nogle dage med få jordbær, var der i dag nok jordbær til at vi alle seks i de to familer kunne få en stor tallerken jordbær med mælk. Knap 2 kg blev det til, så rådyrene har ikke ødelagt hele høsten ved at æde alle blade. Men bærrene bliver nok noget mindre efterhånden.

Det kan godt betale sig at dyrke sin egen mad

Karna Maj, 5. juni 2008

Ofte hører man, at man ikke skal dyrke køkkenhave for at spare. Men det er ikke helt rigtigt. Hvad der er rigtigt er, at man skal kunne lide at dyrke sin køkkenhave, for man lægger mange timer her, når man gerne vil være mere eller mindre selvforsynende.

I dag kunne jeg grave mine egne kartofler op til første rigtige måltid – der blev endda 4 stk til overs til kartoffelmadder i morgen til frokost – og her kan jeg lige gå ud og klippe frisk purløg til at komme ovenpå. Jeg kan endda vælge mellem almindelig purløg og kinesisk.

Kartoflerne blev serveret med persilledrys. Desværre ikke ny endnu – det varer nok 14 dage endnu, inden jeg nænner at nippe i rækkerne. Men der er stadig brugbare blade på den gamle, som er ved at gå i blomst.

Et salathoved blev også høstet i dag. Noget af det kom i salatskålen sammen med lidt tomat (købt) og en stor håndfuld letkogte asparges – høsten fra de sidste to dage.

Til frokost fik vi radiser. Nogle mega radiser, som trods tørken er både sprøde og velsmagende uden at være stærke. De er markørplanter i nogle gulerodsrækker, som tørken har reduceret spiringsprocenten i. Desuden løgringe af et nyhøstet knasende sprødt løg.

Desserten var for første gang i denne sommer jordbær med mælk. Her var godt et halvt kilo – i hvert fald flere end den bakke danske til 30 kr, som jeg købte sidste uge.

I dag har jeg minimum høstet grønsager og jordbær for 90 kr. Jeg skal tjene næsten det dobbelte for at kunne købe det, og så har jeg sparet besværet med at skulle afsted og købe noget meget mindre friskt. Jeg vil nemlig meget hellere dyrke køkkenhave end gå i butikker.

Udgifterne er minimale. Egne læggekartofler, egne jordbærplanter, 20 år gammelt aspargesbed og flerårige purløgsrækker, salaten er selvsået, og persillefrø høster jeg selv. Sætteløgene køber jeg. Og så må jeg også købe noget tørret kyllingegødning til at supplere med og en bane plast og fiberdug til at dække de tidlige kartofler med.

Der er skrevet 10 kommentarer til dette indlæg. Du skal være logget ind som bruger af Havelyst.dk, for at skrive og læse kommentarer.

Log ind

Her kan du logge ind med din adgangskode til Havelyst.dk. Er du endnu ikke oprettet som bruger og har modtaget dine adgangsoplysninger, kan du gøre det her.

Brugernavn:

Du er ikke logget ind.  Log ind